10 ofte stillede spørgsmål (FAQ)

1. Hvorfor stiller du op til folketinget?

Det gør jeg fordi jeg mener at have noget at bidrage med. Jeg mener vi godt kan bruge nogle flere jævne danskere i Folketinget. Nogen som har prøvet livet på egen krop og som ikke er bange for at råbe op om de ting som ikke fungerer.

2. Hvem er dit største politiske idol?

Mit største politiske idol er Pia Kjærsgaard. Det Pia har gjort for Danmark og det hun og hendes familie har stået model til gennem tiden, afføder min største respekt.

3. Er du racist?

Nej jeg er ikke racist, men realist. Jeg har nogle meget faste principper om, hvordan man bør opføre sig i et land som har hjulpet én til en bedre tilværelse. Jeg er også realistisk omkring de udfordringer, som alle undersøgelser og statistikker påpeger omkring indvandring.

4. Kan jeg også blive medlem af DF?

Ja hvis du er dansk statsborger kan du melde dig ind på nedenstående link. Hvis du er udenlandsk statsborger, så skal du kontakte din lokalforening og tage en snak med den. Det er muligt at få dispensation i forhold til kravet om statsborgerskab.

https://danskfolkeparti.dk/vaer-med/bliv-dfer/

5. Har du altid stemt DF?

Nej det har jeg ikke. Min første stemme til et folketingsvalg, gik til Preben Møller Hansen fra partiet Fælles Kurs. Set i bakspejlet kan det virke som et stort spring, men hvis man kigger dybere i det så giver det alligevel god mening. Begge partier står for en lettere rebelsk linje, i hvert fald da de blev stiftet. De deler 3 af de, for mig, vigtigste holdninger, nemlig stram udlændingepolitik, EU-kritisk og at blive bedre til at tage os af de ældre. Og når man ser på det, giver mit første valg pludselig mening.

6. Hvorfor er din kampagne lilla?

Jeg mener at en kampagne skal afspejle personen. For mit vedkommende elsker jeg farven lilla og derfor er den et naturligt valg for mig. Jeg forsøger også med denne hjemmeside at afspejle andre sider af mig og mit liv.

7. Vil du flytte til København hvis du bliver valgt?

Min bopæl forbliver i Syd-og Sønderjylland. Jeg vil være nødt til at overnatte en del i København, men vil tage alt det hjem til Tønder jeg kan slippe afsted med. Her har jeg familie, venner, samt fred og ro.

8. Har du små børn?

Nej alle mine 4 børn er voksne og er flyttet hjemmefra. Jeg har også 7 børnebørn. Min mand har 4 (dog kun 3 i live) børn og 6 børnebørn, så i alt har vi 13 børnebørn.

9. Hvis du skal vælge et punkt som er det allervigtigste?

Vold i familien. Alt for mange børn lever i familier, hvor fysisk eller psykisk vold er en del af hverdagen.

10. Er Morten Messerschmidt den rigtige formand for DF?

Ja jeg mener at Morten er en superdygtig formand. Jeg gik selv foran for at få Morten valgt i formandsvalgkampen, hvilket jeg ikke et øjeblik har fortrudt. Morten er dygtig, nærværende og et meget sympatisk menneske. Han lytter til baglandet og vil DF´s bedste. Uanset om jeg bliver valgt eller ej, bakker jeg som udgangspunkt 100% op om den nye partilinje.